Mand røver spillehal i Esbjerg og truer med en kniv
En mand fik udleveret et større kontantbeløb sent mandag aften, da han røvede spillehal i Esbjerg.
Klokken 23.30 kom en mand ind i spillehallen og truede ekspedienten med en kniv.
Manden fik udleveret et større beløb i kontanter.
Gerningsmanden beskrives som 25-35 år og af afrikansk afstamning. Manden der beskrives som 175-180 centimeter høj, var iført mørkt tøj og hættetrøje. I hånden bar han en sportstaske af mærket Hummel.
- Han er gået derfra af en bagdør og ud til et parkeringshus. Vi er ved at undersøge, om der skal være videoovervågning, siger Bjørn Pedersen, vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi.
Ekspedienten i spillehallen er en kvinde på 23 år.
Der var ikke andre til stede i spillehallen på gerningstidspunktet.
/ritzau/